Bagestjerne Nana Frolov

I ’Bag så det batter’ er alle de rene bagehelte – også dig! Men selv en helt kan bruge en stjerne at se op til. Mød én af vores dygtige bagestjerner her.

Nana Frolov

Vinder af Den Store Bagedyst 2012

Instagram

Hjemmeside

Hvis du var en kage, hvilken ville du så være?

Jeg ville være en kringle. Sådan en himmelsk fuldfed og rodet sag, der er fyld med flagede mandler, marcipan, rosiner og pyntet med strøsukker.
 
Hvem ville du allerhelst bage en kage til?

Jeg ville bage en kage til min gamle farmor. Hun døde, da jeg var 10 år. Det skulle være sådan en rigtig, dansk lagkage, med kirsebær og chokolademousse, pyntet med flødeskum på siderne og glimmer på toppen. Det er altid i hendes ånd, jeg går i køkkenet og bager, så det er helt klart hende, jeg helst ville bage til.
 
Hvad er det sjoveste, du har puttet i en kage?

Jeg har engang lavet en brændende kærlighedskage – en maracon med bacon, kartoffelmosfyld og rødbedemarmelade i midten. Det var overraskende lækkert!
 
Hvorfor vil du gerne bage til fordel for verdens fattigste?

For at støtte op om en god sag med et smil på læben. Mens vi sidder her, trygt og godt på toppen af verden med kage på tallerkenen og dingler lidt med benene, så bliver vi lige mindet om, hvor godt vi egentlig har det. Den taknemmelighed kan sagtens gå hånd i hånd med et bidrag til dem, som har mindst. Det er det, jeg altid har sagt - kager samler folk.
 
Hvad er det bedste ved at bage?

Der er to ting, som jeg elsker allermest ved at bage. For det første bliver folk så glade, når der dufter af nybagt kage i opgangen. Allerede inden de kommer ind i lejligheden, har de et smil på læben. Det gælder høj som lav, ung som gammel. Og for det andet så skal der jo smages til undervejs. Selvom man er voksen, er det stadig en fest at få lov til at slikke skålen ren.  
 
Hvad er din favoritkage – og hvorfor?

Jeg elsker mange kager, men min absolutte yndlingskage er en Gateau Marcel. Den kan jeg spise -og jeg lyver ikke - morgen, middag og aften, hvis jeg får lov… Hvilket jeg desværre sjældent gør. Den er dybt chokolade-intens, har en lidt chewy bund og en let, blød creme. Og så er den latterligt nem at huske opskriften på: Pund til pund af chokolade, rørsukker, smør og æg. Sådan cirka.  


Dine kager hjælper

Verdens fattigste lever ofte med sult, men med lidt hjælp kommer mange langt – også med bagningen. Vi har samlet inspirerende historier fra hele verden.

Se mere

Hver en krumme gælder…

Opskriften er enkelt: Bag, sælg og doner overskuddet til Folkekirkens Nødhjælp. Så er du med til at sikre mad på bordet og et værdigt liv for nogle af verdens fattigste. 
Kom i gang her

 

Tøm kagedåsen

Overskuddet fra bagningen skal sendes til Folkekirkens Nødhjælp, hvis pengene skal komme verdens fattigste til gavn.
Se her, hvordan det gøres.

Se mere