.grid-box__item {margin-bottom: 10px;

Fars køkkenskole

Den 19. november bager ’Fars Køkkenskole’ honninghjerter efter bagestjernen Nana Frolovs opskrift, og for hvert hjerte går 5 kroner til Folkekirkens Nødhjælp.

Den 19. november holder Fars Køkkenskole, som har eksisteret i to et halvt år, en stor reunion for at hylde sig selv for den store succes med at lade fædre og børn lave mad sammen.

Fars Køkkenskole har valgt at bruge noget af aftenen på at bage honningkagehjerter. Og det er ikke bare almindelige honningkagehjerter – det er den mere sunde udgave, som bagestjernen Nana Frolov har udviklet til ’Bag Så Det Batter’.

Biogan sponserer økologisk quinoa til bagningen, og for hvert bagt hjerte giver Valsemøllen 5 kroner til Folkekirkens Nødhjælp. Det tegner til at blive et flot resultat, da 120 fædre og børn deltager.

Ud over honningkagehjerterne vil deltagerne forsøge at sætte dansk rekord i at lave den største mængde jungleguf muligt, og de kan alle glæde sig til en speciel overraskelse under maden – før det er tid til at sætte de mange honningkagehjerter og de store mængder jungleguf til livs.

Om Fars køkkenskole

Fars køkkenskole er for fædre fra Vallensbæk Kommune og deres børn, der går i 2.-4. klasse. De inviteres med i køkkenet, hvor en kok sætter gang i køkkenløjerne, og hvor alle laver dejlig og sund mad. Fædre og børn mødes en gang per måned i fem måneder i køkkenet på den lokale folkeskole. En af gangene kan de invitere mor eller en anden gæst til at spise med.

Sund mad er vigtigt, men mange forældre synes, at det er svært at inddrage børnene i madlavningen, og derfor lærer børnene ikke at lave mad. Fars køkkenskole viser, at det kan være en god oplevelse og let at lave dejlig og sund mad sammen.

Læs mere om Fars køkkenskole her