.grid-box__item {margin-bottom: 10px;

Ingen julekager til familien

Sara på 8 år valgte i julen at droppe den årlige konfekt-og-kage-bagedag sammen med sin mor og lillebror. I stedet bagte de tre småkager fra morgen til aften den 22. december, som de kunne sælge til fordel for Bag Så Det Batter.

 

Småkagerne blev pakket i små poser og pyntet med bånd og klistermærker, og den lille familie fik lov til at sælge deres sprøde hjemmebag i IKEA Gentofte dagen efter.

På blot halvanden time var alle småkagerne solgt, hvilket gav et overskud på 664,50 kroner til Folkekirkens Nødhjælp. Og Saras mor Mia understreger, at folk var søde og venlige – så det var en god oplevelse at sælge de mange småkager.

”Det var dejligt at kunne gøre noget godt for andre i stedet for at lade sig gribe af den sædvanlige julestress, hvor man skal presse alle traditionerne ind i løbet af december måned for enhver pris.

Og familien lider næppe nød af ikke at have fået konfekt og småkager juleaften. Det er også godt at kunne lære sine børn, at man skal tænke ud over egen næsetip og hjælpe, hvor man kan, hvis man har overskud til at gøre det - også når det er jul. Det var jo kun en dag, der skulle rives ud af kalenderen.

Så alt i alt en dejlig dag og en dejlig fornemmelse af at have spredt varme i julen på flere måder,” siger hun.

De næsten 700 kroner vil batte for verdens fattigste, Sara og familien havde en god oplevelse, og en masse mennesker fik lækre pebernødder, vanillekranse og appelsin/kanel-småkager med hjem.

Sara er nemlig en sand bagemester på trods af sine blot 8 år – hun er idémanden til hjemmesiden Kforkage.dk, som hendes mor styrer, og elsker at bage.