.grid-box__item {margin-bottom: 10px;

Landets skoler bager med

I den sidste halvdel af maj deltager en lang række skoler landet over i Bag Så Det Batter – madkundskabstimerne benyttes til det gode formål.

Der bliver en liflig duft af kage i mange af landets skolekøkkener, når der i sidste halvdel af maj måned bliver bagt muffins til fordel for Bag Så Det Batter.

Alle interesserede skoler har fået tilsendt en mappe med klistermærker, spændende undervisningsmateriale og ikke mindst en lækker opskrift til lejligheden – målet er så, at eleverne både skal lære nye, spændende ting om verdens fattigste og samtidig bage kager, som kan sælges til gavn for Folkekirkens Nødhjælps udviklingsarbejde.

Undervisningsmaterialet handler om Uganda, som bagestjernen Annemette Voss sammen med sangeren Shaka Loveless tidligere i år besøgte med Folkekirkens Nødhjælp for at se en række af de projekter i landet, som hjælper de fattigste dele af befolkningen til at få mad på bordet.

Det er også på baggrund af denne rejse, Annemette Voss har udviklet en helt ny opskrift til skoleklasserne: Uganda-inspirerede bananmuffins med peanuts og lime. Det er tre råvarer, uganderne netop yrker og spiser.

Når skoleklasserne bager, kan de naturligvis helt selv vælge, hvad de efterfølgende stiller op med de lækre muffins, men håbet er naturligvis, at de bliver solgt til en god pris til fordel for Bag Så Det Batter og dermed Folkekirkens Nødhjælp.

Det kan for eksempel være til et lokalt firma, som gerne vil støtte eleverne i den gode sag, eller i en bod i frikvarteret eller til et skolearrangement med forældre. Som tak for indsatsen trækker vi lod blandt de deltagende klasser om et besøg af Annemette Voss og Shaka Loveless, hvor de fortæller om deres oplevelser i Uganda.