.grid-box__item {margin-bottom: 10px;

Prinsesse Marie bager med

Den 20. maj går prinsesse Marie i skolekøkkenet sammen med 4. klasse på N. Zahles Seminarieskole i København for at bage, så det batter.

Som protektor for Folkekirkens Nødhjælp har prinsesse Marie sagt ja til også at bage, så det batter. Det gør hun forud for den landsdækkende kampagne, der får en lang række madkundskabsklasser på tværs af landet til at bage for den gode sag.

Prinsesse Marie besøger onsdag den 20. maj klokken 9.00 N. Zahles Seminarieskole midt i København.

Her vil hun hjælpe 4. y med at bage lækre cupcakes og efterfølgende også hjælpe eleverne med at sælge de friskbagte kager i frikvarteret, så der forhåbentlig kan komme et flot overskud ud af de kulinariske udfoldelser i skolekøkkenet.

Eleverne og Prinsessen vil bage efter Annemette Voss’ opskrift – den tidligere vinder af Den Store Bagedyst, som er fast tilknyttet Bag Så Det Batter – så der er næsten garanti for et lækkert resultat.

Efter frokost er det Annemette Voss selv, som besøger skolen. Hun skal hjælpe 4. x med at bage sig frem til et lige så sprødt resultat som parallelklassen.

Deres kager skal med hjælp fra skolens ældre elever sælges på Israels Plads i København om eftermiddagen, så kig endelig forbi, hvis du er i nærheden og har lyst til noget sødt og godt.